Vores historie

Original Dr. Nielsen’s Bitter

1997 var året hvor Original Dr. Nielsen’s Bitter næsten blev forgyldt. Ved The International Wine and Spirit Competition i England fik bitteren tildelt en sølvpræmie. Kun 0,8 point var den velsmagende bitter fra at opnå guld, men det flotte resultat ville givetvis have glædet Dr. Nielsen, som i dette år ville være fyldt 100 år.

Dr. Nielsen

Men hvem var denne Dr. Nielsen? Han var en ivrig jæger og friluftsmenneske, som indtil 1937 boede i en sidefløj til Hobro Apotek, hvor han sammen med sine gode venner, apoteker-familien, lagde et stort arbejde i at finde “den rigtige bitter”. Mange aftener blev brugt, før det en dag i de ellers så mørke 30’ere lysnede – en alsidig bitter med mange anvendelsesmuligheder var fundet! I 1988 gav Dr. Nielsen’s familieopskriften videre, og lod Johs. M. Klein Distribution A/S’ vinkyper færdiggøre værket. Læs mere om Dr. Nielsen her.

Skal man dømme ud fra salgsudviklingen, har danskerne dog for længst tildelt bitteren guld, og forbrugerne i vores nabolande – Norge og Tyskland – nyder også i stigende omfang bitteren.

Et udtræk af 8 forskellige urter – heriblandt pomerans og stjerneanis – danner basis for den blide og karakterfulde bitter. I duften nikker vi især genkendende til anis, mens smagsspektret spænder vidt over de benyttede urter og afrundes i en raffineret, perfekt afstemt eftersmag.

Original Dr. Nielsen’s Bitter nydes bedst ved stuetemperatur.

Original Dr. Nielsen’s Bitter
Ualmindelig smagfuld – ualmindelig dansk